Skolebigården
Skolebigården ligger i Økologiens Have, i udkanten af Odder på vej mod Rørth. Adressen er Rørthvej 132.
Til hverdag er der kun adgang i havens åbningstid.
Men ved de møder, som biavlerforeningen afholder i skolebigården, er der adgang ved Havens bagindgang, lige ved FDF'ernes port.
Bigården bliver drevet som en almindelig bigård, med en halv snes stader. Bistaderne er opstablingskasser i Norsk mål, Readan, bortset fra et enkelt "gammeldags" trugstade, som vi har anskaffet, fordi temmelig mange nye medlemmer foretrækker det traditionsrige stade.
Den indhøstede honning sælges fortrinsvis i Økologiens Haves café, og indtægten holder bigården igang og bidrager lidt til den lokale biavlerforening.
Mange af Odder og Omegns Biavlerforenings sommermøder holdes i skolebigården.
Af indlysende grunde er driften i bigården baseret på Danmarks Biavlerforenings anbefalinger om pesticidfri sygdomsbekæmpelse, så man her kan se anvendelse af organiske syrer og brug af dronetavler i praksis.
Observationsstadet
I sommerperioden er der en til to bifamilier i et observationsstade lige op ad bigården.
Her kan man gennem en glasrude følge bifamiliens liv på stadets tavler.
Tager man den beskyttende træplade af for at kigge, skal man huske at sætte den på igen. Bierne trives ikke godt, hvis de i længere tid udsættes for så meget lys og (når solen skinner) varme.
Bestyrer
Skolebigården bestyres til daglig af Peter Bartholdy (se kontaktadresser). Men en række af foreningens medlemmer bistår med opgaver hen over året.